Aide

Bibelen på hverdagsdansk

1 Det følgende er Salomons bedste sangskat.

Første sang - Gensidig kærlighed

2 Den unge pige til den unge mand: »Kys mig! Kys mig! Din kærlighed er bedre end vin.
3 Hvor du dufter skønt. Bare jeg hører dit navn, bliver jeg fuld af forventning. Ikke underligt, at de unge piger falder for dig.
4 Kom, tag min hånd og lad os løbe! Før mig til dit kongelige sovekammer!« Jerusalems unge piger til den unge mand:1 Den unge pige til de andre piger:
5-6 »Hør her, I lyshudede piger fra Jerusalem, lad være med at stirre sådan på mig, bare fordi jeg er mørkere end jer. Jeg er mørk og smuk, mørk som teltene i Kedars ørken, smuk som Salomons telte. Min hud blev brændt i den bagende sol, fordi mine brødre var skrappe imod mig. De sendte mig ud for at passe vinmarkerne i stedet for at passe min egen ‘vingård’.« Den unge pige til den unge mand:
7 »Sig mig, min elskede: Hvor græsser du din hjord i dag? Hvor lader du dem hvile sig i middagsheden? Fortæl mig, hvor du er, så jeg ikke behøver at forklæde mig og gå rundt og lede efter dig blandt hyrderne.« Den unge mand:
8 »Hvis du ikke kender vejen, du dejligste af alle kvinder, så følg blot hjordens spor til hyrdernes telte og lad dine gedekid græsse der.
9 Min elskede, du er vildt bedårende som et prægtigt hoppeføl fra Faraos stalde.
10 Dine kinder er yndige i glansen fra dine øreringe, din hals er fortryllende med kæden af ædelsten.
11 Jeg vil få lavet dig en guldsnor med perler af sølv.« Den unge pige:
12 »Min parfumes vellugt omgiver kongen, når han ligger ved det festdækkede bord.
13 Min elskede dufter som en pose med myrra, der hviler imellem mine bryster.« Den unge mand:
14 »Min elskede, du er skøn, som hennablomster fra En-Gedi.
15 Du er så smuk, min elskede, så yndig. Dine øjne er blide som duer.« Den unge pige:
16 »Hvor ser du dejlig ud, min elskede, som vi ligger her i det grønne græs
17 i skyggen af cedertræ og cypres.«
1 Teksten gør det ikke helt klart, hvem der her taler til hvem.
© 2012 ERF Online